Jobsamtale spørgsmål, hvilke spørgsmål bliver der stillet til jobsamtalen

Hvis du kendte alle de spørgsmål, der blev stillet til jobsamtalen, ville det være dejligt nemt at forberede sig til en jobsamtale. Så heldig er man sjældent, men man kan forberede sig på de sværeste og mest almindelige spørgsmål, så man er forberedt på de fleste situationer.
Hvad ville du vide, hvis du skulle ansætte dig?
Hvis du var chef, ville du ansætte dig selv? Hvad ville du gerne vide, hvis du skulle ansætte dig selv? Hvad arbejdsgiveren gerne vil vide, kommer ofte an på hvilken jobtype, det drejer sig om – men der er nogle ting, der ofte går igen til en jobsamtale.
Fortæl lidt om dig selv: Kom med en kort præsentation af dig selv på max 2 minutter om fx din uddannelse, erhvervserfaringer og hvordan du er som person i dit arbejde. Alt sammen med fokus på hvad der er relevant for stillingen. Dvs. du skal ikke fortælle hele din livshistorie men fremhæve de ting, der er interessante for virksomheden.
Det er her, du har mulighed for at uddybe din ansøgning og eventuelt komme med alle de gode ting, der ikke var plads til i din ansøgning. Undgå at genfortælle din ansøgning, men uddyb den.
Stærke og svage sider: Mange virksomheder beder dig om at nævne dine stærke og svage sider. Det er vigtigt at forberede dette hjemmefra, da de fleste har meget svært ved at finde på stærke og svage sider uden at have tænkt grundigt over det i forvejen. Skriv det gerne ned.
Hvad kan du beskrive af svage og stærke sider om dig selv. F.eks. at du er energisk og handlingsorienteret men derfor glemmer at holde fokus en gang imellem og ikke får færdiggjort nogle opgaver, før du er videre til næste. Det er let nok at beskrive de gode ting, men kan være svært at komme ind på de mere negative sider ved en selv, som måske taler imod at man skulle have jobbet. Du bliver nødt til at have nogle svage sider klar, men prøv at finde nogle du kan vende til en fordel, eller forklar at det er et område hvor du ser frem til at lære mere. Undgå dog tydelige klichéer som “Jeg arbejder alt for hårdt” eller “nogle gange er jeg måske FOR dedikeret til perfektion.”
De stærke sider du fremhæver skal naturligvis helst have relevans for stillingen. De svage sider skal ikke være så svage, at de skader din evne til at udføre jobbet.
Hvorfor skal vi ansætte dig: Du skal meget direkte kunne argumentere for, hvorfor du skal ansættes i netop dette job. Hvad har du, som dine konkurrenter til stillingen ikke har?
Personlige spørgsmål: Der bliver helt sikkert også stillet en række personlige spørgsmål til dig og dit privatliv, både rene faktaspørgsmål men også mere “dybe” spørgsmål omkring dig og dit liv. Husk at der er nogle spørgsmål en arbejdsgiver rent faktisk ikke må stille, og som du ikke behøver svare på. F.eks. om du er gravid eller planlægger at blive det inden for kort tid eller lignende. Selvom de ikke må, så stiller arbejdsgivere ofte spørgsmål om graviditet. Du skal ikke føle dig forpligtet til at svare sandfærdigt, hvis det skader dine chancer for at få jobbet. Kontakt din fagforening for yderligere information om sådanne spørgsmål.
Forberedelse: Når du skal forberede dig på jobsamtalen, kan det være en god idé at “spille” jobsamtalen igennem som et skuespil. Få en ven til at agere arbejdsgiver, og kør så hele samtalen igennem. Tag udgangspunkt i de emner vi har beskrevet ovenfor eller kig på Kommunikationsforums hjemmeside, hvor du kan du finde en god liste over 27 dræberspørgsmål til jobsamtalen:
Jobsamtalens 27 dræberspørgsmål
Du bør også læse disse artikler:
- Forberedelse til jobsamtale – Den bedste forberedelse til jobsamtalen
- Jobsamtale gode råd – De bedste råd til en jod jobsamtale
- Brug din erfaring som sygeplejerske til at gøre en forskel for en af samfundets svage grupper
- Ekspertråd til jobsøgning og jobsamtale fra professionel jobcoach
- Arbejdsløs – Hvordan kommer jeg videre efter fyring?
- Den gode jobsamtale
- Sælger job – Hvis du vil være sælger skal du sælge dig selv

Comments are closed.